Lystfiskeri

Lystfiskeri på Nordfyn - en fisker fanger havørred

Lystfiskeri ved de nordfynske kyster

Nordfyn er et paradis for lystfiskere. Du kan få mange gode oplevelser med fiskestangen i den skønne natur ved Fyns længste kyststrækning på 80 kilometer. Der er også fine put and take søer, hvor man kan få mange fisk på krogen, hvis man er til lystfiskeri.

 

Du har masser af chancer for at fange den flotte havørred. Nordfyn er med i samarbejdet Havørred Fyn, der arbejder på at få flere havørreder til de fynske farvande via forbedring af vandløb og udsætning af ørredsmolt.

 

Projektet har haft stor succes, og havørreden er kommet tilbage i stimer til den nordfynske kyst. Der er også mange andre fisk omkring Nordfyn, bl.a. torsk, multer, hornfisk, makreller og fladfisk.

 

Nordfyn har nogle af Danmarks bedste fiskepladser, og der er god mulighed for at fange den eftertragtede trofæfiske havørred.

 

Så tag fiskestangen med og gør dig klar til fantastiske oplevelser med lystfiskeri på Nordfyn.


Æbelø

Fantastiske fiskemuligheder hele øen rundt. Perfekt til flue og letspin. Her er havørred, multer og hornfisk. Vær opmærksom på, at en tur til øen kræver god kondi, da man skal gå derud.

 

  • Parkering: Parkeringsplads ved Lindøhoved, Jersore
  • Højsæson: April – juli og september – november
  • Mellemsæson: Marts, april og december

 

Det frarådes at gå til og fra Æbelø efter mørkets frembrud. Planlæg derfor turen, så du når i mål, mens det er lyst. Når der er mørkt, er det umuligt at orientere sig, og der er ikke lavvandet alle steder. Tjek tidevandstabel. Ved højvande går vandet ca. til livet på en voksen person.


Egensedybet

Fra Otterup Lystbådehavn til Galten Hoved. Vadefiskeri og fremragende vinterfiskeri. Der er meget at spise i havbunden, og derfor kommer fiskene forbi på ædetogt.

 

  • Parkering: Ved Otterup Lystbådehavn
  • Højsæson: Januar – marts
  • Mellemsæson: April og november – december

Enebærodde

Fra den østlige parkeringsplads ved Hasmark Strand er der 7 km fiskekyst øst mod Enebærodde Fyr. Ved højvande trækker havørrederne ind i det inderste tangbælte få meter fra land. Her er især havørreder, multer, hornfisk og fladfisk.

 

  • Parkering: Ved pladsen tæt ved Hasmark Strand
  • Højsæson: Marts – november
  • Mellemsæson: Januar – februar og december

 

Indersiden af Enebærodde

Vender ind mod Odense Fjord. Fint vinterfiskeri. Vadefiskeri langt ude på bankerne. Gode muligheder for at fange havørreder, fladfisk og evt. makreller.

 

  • Parkering: Ved pladsen tæt ved Hasmark Strand. Der er kun adgang til Enebærodde til fods eller på cykel
  • Højsæson: Januar – marts og november – december
  • Mellemsæson: April og oktober

 

Spidsen af Enebærodde

Her er et godt område for lystfiskeri med gode muligheder for at få en fisk på krogen. Det drejer sig især om havørreder, fladfisk og torsk. Det er en fantastisk plads for natfiskeri om sommeren, hvor fiskene er på det dybe vand ud for fyret. Her ved Odense Fjord er der også mulighed for at få makreller på krogen.

 

  • Parkering: Ved pladsen tæt ved Hasmark Strand. Der er kun adgang til Enebærodde til fods eller på cykel.
  • Højsæson: Marts – november
  • Mellemsæson: Januar – februar og december

Flyvesandet – Egebjerggård

Fantastisk havørredfiskeri, især tidlig morgen fra august til november. Det dybe badekar langs kysten holder dog fisk året rundt. Her er godt multefiskeri fra august og frem og mange hornfisk i maj måned.

 

  • Parkering: Ved Flyvesandet Camping
  • Højsæson: April – juli og september – oktober
  • Mellemsæson: Marts, august og november

Klintebjerg

Små, fine pladser til lystfiskeri på begge sider af havnen. Fredet fra 1. oktober – 1 marts – og er derfor meget givtigt lige efter 1. marts, hvor der især er mange havørreder. Vandet er ret dybt, så det er en god ide at bruge blink.

 

  • Parkering: Ved Klintebjerg Havn
  • Højsæson: Marts
  • Mellemsæson: April

Skåstrup Strand

Vadefiskeri langt fra land. Især godt i højvande. God plads fra oktober – april. Ikke god om sommeren, hvor der er mange turister og få fisk. Nord for stranden ligger Fogense, hvor der kan fanges mange fisk, selv når vinden kommer fra nord.

 

  • Parkering: Ved Strandgyden og ved Nyhave
  • Højsæson: Marts – april
  • Mellemsæson: Februar og marts

Barfods Dam, Bogense

Et dejligt sted at tilbringe en hyggelig eftermiddag med familien. Her kan du fange mange forskellige fisk. For eksempel skaller, rudskaller, aborrer, suder, karusser, ål, gedder og hundestejler.

 

I umiddelbar forbindelse med Barfods Dam er der anlagt en naturlejeplads med 13 forskellige aktiviteter og en bålhytte – alt sammen bygget i naturmaterialer.

 

  • Parkering: På den anden side af Marinavej på Bogense Havn og Marinas vinterpladser
  • Højsæson: Maj – august
  • Mellemsæson: Februar – april (OBS! Gedder er fredet hele april måned)

 

Læs gode råd om fiskeri på Nordfyn her

 

Kort over de nordfynske kyster

 

Du kan udforske de nordfynske kyster nærmere her via Google Maps