Dallund Slot

 

Dallund Slot ligger i Søndersø

Tæt på Søndersø

Mindre end 1 kilometer øst for Søndersø ligger en perle af et stykke bynær natur. Dallund Slot og den tilhørende sø på ca. 14 ha. er altid et besøg værd.

 

Turen rundt om søen tager omkring en time, med mindre man vil bruge ekstra tid til at studere de mange svømmefugle på søen. Man kan næsten altid opleve toppede lappedykkere, blishøns og gråænder og om vinteren den smukke store skallesluger.

 

I skoven, der omkranser søen, kan man høre de fleste af vore almindelige sangere og med lidt held også grønspætte, stor flagspætte og nattergal.

 

I parken ved slottet findes en flot gammel lindeallé og nogle imponerende rododendron. Og så er store dele af skovbunden om foråret dækket af stærkt duftende ramsløg.

 

Ved slottet og rundt om søen er der mange dejlige gamle træer, mest bøg, eg, lind og ask. Man kan næsten betegne området som urørt skov.

 

Dallund Slot

Dallund Slot ligger smukt ned til Dallund Sø. Hovedbygningen kan føres tilbage til 1540. Slottet har bl.a. tilhørt familien Blixen-Finecke og blev efter den sidste baronesses død i 1926 købt på offentlig auktion af apoteker P. Helweg Mikkelsen, som senere overdrog Dallund til sygekasserne.

 

Slottet er i dag ejet af Luciaklinikken, der er et tilbud for mennesker med behov for rekreation.

 

Dallund Slot er ikke åbent for publikum. Man kan derimod nyde en gåtur rundt om søen og i den smukke park, hvor  Hjerteforeningen har etableret en afmærket Hjertesti. I området findes også naturlegeplads for børn samt fugletårn med udsigt over søen.


Læs mere om den nordfynske natur her.