Mød din nye nabo

Vi glæder os til at møde dig. Og til at byde dig indenfor i den lille verden, der hedder Nordfyn. Vi har meget at fortælle dig om, hvorfor vi har valgt at bo her, og hvordan en nordfynsk hverdag ser ud, med familie, naboer, aktiviteter og oplevelser.

 

Mød Sarah og hendes familie
i Søndersø

Mød_din_nye_nabo_SarahChristian_Søndersø

Sarah er idrætskonsulent. Christian er pædagog. Sammen flyttede de til Søndersø for fem år siden, da de havde fået deres første datter, Martha. Hun er i dag storesøster til Karen på 3 år.

 

“Vi trængte til mere plads og luft end 66 kvadratmeter i Odense C. Vi ville gerne væk fra byen og til et lokalsamfund, hvor vi kunne få mere nærmiljø og mere hus for pengene,” fortæller Sarah.

 

I Søndersø har de fundet gode fritidsmuligheder. Christian er deltidsbrandmand og medlem i den lokale løbeklub. Sarah spiller håndbold og løber lidt ved siden af. Begge deres piger går til gymnastik. Altsammen i Søndersøs foreningsliv. Og de er i det hele taget glade for at have mulighederne lige udenfor døren.

 

“ALT, vi bruger i vores hverdag, er tæt på: Daginstitution, indkøbsmuligheder og foreningsliv. Desuden er vi tæt på skov og strand, og samtidig på storby og motorvej. Vi er glade for nærmiljøet, en snak over hækken, og at både vores og pigernes venner er tæt på,” siger Sarah, der samtidig har fundet en lille yndlingsplet nær Søndersø.

 

“Hvad enten det gælder en løbetur, en gåtur ved familiesammenkomster eller en legeformiddag med pigerne, så kommer vi tit ved Dallund Slot og sø,” røber hun.

 

Familien er hurtig faldet godt til.

 

“For os har det været nemt. Blandt andet fordi vi selv har involveret os i foreningslivet, det frivillige arbejde og byens arrangementer. Og alt er tæt på, hvad enten du er til naturen eller byen,” fastslår Sarah.

 

 

Mød Kristina og hendes kæreste
i Otterup

Kristina i Otterup

Kristina er frisør. Hun og hendes kæreste er flyttet fra Odense til Otterup, hvor de bygger hus.

 

“Vi er flyttet til Otterup, fordi vi kunne bygge vores eget hus, blandt andet på grund af byggegrundsprisen. Og afstanden til Odense, efter at Odinsbroen er bygget, gør, at min kærestes afstand til hans arbejde er den samme i tid, som da vi boede i Odense,” fortæller Kristina.

 

Udover jobbet har hun og familien fundet gode muligheder for at dyrke deres interesser i lokalområdet.

 

“Jeg løber, og familien spiller fodbold. Det er der mulighed for i Otterup,” siger Kristina, der ser mange fordele ved at bo på Nordfyn.

 

“Afstanden er kort, både til vandet og til Odense. Tidsmæssigt er der samme afstand til Odense C som fra andre forstæder i Odense, og samtidig er vi tæt på vandet og naturen,” siger hun.

 

Hendes indkøbsmuligheder er ikke blevet dårligere af at flytte til Otterup.

 

“Her er de samme indkøbsmuligheder som i Odense, endda med flere små butikker, som forstadsbyerne i Odense ikke har,” understreger Kristina.